Slip af med Google

0
36

Hvis du køber en Android telefon er du helt sikker på at Google er indbygget i telefonens dna. Den verdensomspændende koncern står bag Android, styresystemet der kører hele din smartphone og al den bagvedliggende kommunikation. Det betyder at alt hvad du foretager dig principielt registreres af Google.

Det handler om meget mere end blot overvågning. Det er også Google der står bag den største video-tjeneste på internettet, Youtube. Og den amerikanske koncern praktiserer censur og smagsdommeri efter forgodtbefindende, ganske som Facebook. Når man bruger de store selskabers tjenester, understøtter man dermed den magtkoncentration de står bag.

Men kan man overhovedet slippe af med Google?

Umiddelbart er det en langt sværere opgave, end man skulle tro. Især hvis man forsøger fra en telefon, der har installeret Googles tjenester. Telefonen vil i nogle tilfælde måske endda holde op med at fungere normalt. Her kræver det særlig indsigt, hvis man vil forsøge at bruge sin telefon uden Google.

Men der er hjælp på vej. Open Source bevægelsen har i årevis arbejdet på at skabe alternativer til de kommercielle selskabers dominans. Og nu ser det ud til at lykkes. I hvert fald på den måde at der kommer alternativer på markedet. Alternativerne er ikke så omfattende i deres funktioner som Google, men det skyldes især at de ikke har behov for at indsamle data og registrere alt om brugerne. Google tracker alt og alle, og det kræver enorme datacentre verden over, når man skal det. Det betyder også at smartsphones rapporterer om hvert et klik, hver en søgning, hvert et opkald etc. Meget af det kan man slå fra, men de fleste ved ikke hvordan:

De bruger tjenesterne som om det var en privat affære, hvilket det ikke er. Google forlanger nemlig at brugerne skal acceptere deres vilkår, og disse er i høj grad stilet mod at give Google ret til at høste viden om brugeren.

Den første indgang til Google enorme net er naturligvis søgemaskinen. Og den producerer tilmed ikke nødvendigvis de “sande” resultater på din søgning, men derimod det som Google og annoncørerne ønsker, du skal se. Så et passende sted at starte er at finde alternative søgemaskiner. Og de findes.

Et glimrende eksempel er DuckDuckGo (https://duckduckgo.com). Selvom navnet lyder påfaldende tåbeligt, så er resultaterne fuldt ud på højde med Googles og samtidig indsamles der ikke data på den person, der søger. På Android kan man tilmed installere en selvstændig browser med DuckDuckGo, og det hjælper straks på antallet at tilpassede reklamer, der ellers strømmer ind over brugeren.

Men også e-mail er blevet et Google-ejerskab. Mange bruger Gmail fra Google. Og igen – intet vil nogensinde blive “glemt”, heller ikke selvom man sletter sine mails. Alt hvad man fodrer Google med, vil selskabet besidde til evig tid. Det er deres målsætning.